Lige siden Fredericia-udstillngen har jeg vidst, at Nounu var stor for en dværggravhund. Jeg har været bekymret for, om hun holder målene, men nu er jeg næsten sikker. Det gør hun ikke. En dværggravhund måler mellem 30 og 35 i brystets omfang. Jeg målte hende i dag, da hun var på trimmebordet. 37 cm. Dog målt med et bøjeligt metalmålebånd, men det kan ikke måle helt forkert. Shit osse..

Målingsreglerne for gravhunde er tydelige nok. Hun skal måles som 15 mdr. gammel til en udstilling, inden bedømmelserne går i gang. Derefter sendes papirerne ind til DKK som så "omregistreres" til den nye størrelsesvariant. Men der står godt nok ikke noget om, at man absolut skal måles. Men hvis hun er for stor, så er hun også for stor efter racestandarden, og det tæller som en fejl.

Så hun kan ligeså godt blive målt om. Det er bare lidt surt. Men jeg ved heller ikke hvorfor, det betyder så meget for mig, at hun bare skal være en dværg. Det må jeg lige tænke over.

Desuden har jeg været ved at kigge på stationcar i dag. Så kan jeg have hundebure bag i, hvilket jo må betyde at jeg skal have flere! Men så må jeg hellere finde mig en dværg, der holder målene. Jeg vil enten have en gammel BMW eller Mercedes, de er flotte synes jeg. Men nu må vi se, hvad det bliver til! Jeg glæder mig i hvert fald til at blive færdig her til sommer. Så kan jeg begynde at lægge planer for fremtiden.

Det var synd!

Jeg havde dårlig samvittighed.. Egentlig startede det hele igår, da jeg kom hjem fra skole og fandt ud af, at Nounu havde været på spisebordet. Men ikke nok med det, hun havde også sat en biblioteksbog til livs! Jeg blev så ked af det, for jeg føler mig presset i skolen, hvor vi snart skal aflevere eksamensopgaver, og dette var ikke lige hvad jeg havde brug for at komme hjem til. Jeg nåede lige ind af døren og fik hilst et styks glad hundepige, men det glade hej gik over i et frustreret hulemandsbrøl, da jeg så bogen. Og det er ikke første gang.. Tidligere havde hun ædt forsiden af et Billed Bladet, der lå på spisebordet, men det var jo ikke så slemt. Men igår var det dråben. Jeg var træt, stresset og frustreret. Lige hvad der manglede. Desuden var der ild i fliskassen til stokerfyret og gederne skreg på aftensmad. Så da jeg endelig væltede ind på sofaen, var Nounu ikke den, jeg havde lyst til at putte med. Jeg kunne næsten ikke holde hende ud, også selvom hun egentlig ikke foretog sig noget specielt uartigt. Og hvor dum er jeg, at blive såret af en hund..
Så for at råde bod på igår skulle vi ned til søen i dag og bade. Og vi hyggede os, gjorde vi. Jeg kastede pinde ud i den mudrede sø, mens Nounu troligt hentede dem. Bagefter kastede vi bold på marken, mens gederne så forundret til. Men fyret skabte sig, så jeg måtte ned og kigge til det flere gange, og efter et stykke tid var Nounu væk, mens jeg passede fyret. Ikke noget bemærkelsesværdigt der. Men da hørte jeg et forskrækket HYL, og jeg kunne ikke lokalisere, hvor kom fra og løb ned mod indkørslen. Oppe fra gedehegnet kom Nounu i fuld spæn, med bagbenene strittende bagud, som hun nu gør. Hun havde fået stød. Et voldsomt et af slagsen, fordi pelsen stadig var våd! Stakkels Pølse. Så resten af eftermiddagen lå hun på trappen og følte sig straffet af en højere magt. Det kunne være jeg skulle prøve at sætte hegn om spisebordet..? Hmm..
Men det var synd for Rullepølsen!