Nounus 7 vidundere

Den 15/2-2012 fødte Nounu 8 dejlige hvalpe, 3 tæver og 5 hanner. Desværre mistede vi en tæve i 2. døgn. Men her er billederne af de 7 små vidundere.

Tæve 1

Tæve 2

Han 1

Han 2

Han 3

Han 4

Han 5

Og så er der det med navnene.. Trommehvirvel tak!

Tævernes navne er:

Adele
Ada

Hannernes navne er:

Albin
Aston
Astaire
Albert
Amon

Indtil videre. Der tages forbehold for evt rettelser!

Salg af hvalpe

Nu er det ved at være lige oppe over. Det er dag 52. Nounu ligger lige nu og sover i en solstribe på gulvet. En sjælden luksus i disse dage. Hun har tydeligvis et ubehag i kroppen, som hun ikke kan få fred for. Derfor er hun meget urolig og rejser sig ofte for enten at finde en bedre stilling (end Strandet Hval) eller for helt bare at rejse sig og gå.

Men alt dette ender jo med bulder og brag i... Hvalpe! Jeg er fuld af respekt og kærlighed for min gravhund. Det hun bærer på er ikke bare en del af naturens gang, det er også mit lune. Nounu har bestemt hvornår med sin løbetid, men jeg har valgt hanhunden. Hvis det havde været op til Nounu, ville hun helt sikkert gerne have haft besøg af Tor fra Nørresundby, som med et enkelt blik kan få hende til at smide sig på ryggen. Men Tor er en ruhåret standard, så han må vedblive at være legekammerat og ikke andet. Men nu er det altså mig, der bestemmer og jeg håber det bliver godt.

Forleden brugte jeg en halv dag på at lave salgsannoncen på hvalpene. Jeg havde set en annonce på nogle hvalpe, som endnu ikke var født, og det synes jeg var ambitiøst nok til mig. Jeg vil jo gerne nå ud til folk med, hvad det er for nogle lækre hvalpe Nounu får. Hanhunden er jo valgt med omhu, og Nounus far bliver bare ved med at vinde i ringen.
Jeg er lidt bekymret for, hvor nemt/svært det bliver at komme af med hvalpene, for det er jo målet: at få alle hvalpe solgt. Mit ikke-eksisterende kennelmærke kunne godt gå hen og blive et problem. Men jeg vælger også at tro på, at jeg får spredt budskabet så meget, at dem, der vil have kvalitet, opdager hvalpene og deres forhåbentlige potentiale. Jeg har med vilje sat overliggeren højt med hensyn til prisen. For ambitiøst? Jeg vil sige forventningfuldt. Jeg har valgt at sætte prisen for eventuelle tævehvalpe til 8000 kr., hanhvalpene nok lidt lavere, selvom jeg ikke har noget kennelmærke, men der er altså tale om langhårede dværggravhunde hvalpe med champion blodlinjer. Det er ikke sådan at kimse af!

Rund & Lækker

Dag 41, 7.9 kilo. Ja der er ingen tvivl om at det går stærkt nu! Nounu bliver bare tykkere og tykkere. Og tungere og tungere. Hun lyder som en hårdt ydende tennisspiller, når hun skal i sofaen eller sengen. Det er helt tydeligt at hun har fået sværere ved visse ting. Nounu, som altid har været meget adræt og muskuløs, er degraderet til en stønnende og prustende pølse uden synlige benstammer.
Men hun nyder stadig gåturene og de er, om muligt endnu vigtigere nu end før. Hun er ikke længe ude på sine egne ture på grund af kulden, så hun får ikke meget motion.
Det er ved at være kedeligt for mig at gå de samme to ture i nærområdet, så vi må snart udvide horisonten.
Så pas på derude. Hvis I ser en vraltende gravhund med skiltet "Bred Last" er det bare Nounu :D

1 stk. gravid gravhund haves

Ja folkens.. Den er god nok! Nounu er gravid. Og hvilken graviditet! Den runde mave, den vraltende gang, de hævede brystvorter. Halleluja! Jeg er i den 7. himmel. Men ventetiden er også svær. For hvis jeg tænker over de ting, som kan nå at gå galt inden nedkomsten, lægger det en naturlig dæmper på glæden. Dog ikke på forventningerne. De er nemlig store trods alt. For jeg er virkelig spændt. Og glad. Jeg render rundt efter hende, løfter rundt på hende og kysser hende. Jeg taler også babysprog til hende! Jeg laver pruttelyde og næsesnufler hendes maveskind. Jeg er blevet hvalpeskruk! OMG.

Først efter nytåret blev det synligt, at hun blev rundere. Hun havde også morgenkvalme. Det troede jeg så ikke dyr kunne have! Men hun havde bestemt ikke lyst til sin morgenmad. Den gled dog ned, når katten var i nærheden! Men det var i hvert fald ikke lysten, der drev hende. Kvalmen er dog veget for den grådige sult, så nu kender jeg hende igen.
Hun har nu taget 900 gram på. Dette skal dog ikke tages helt seriøst, da jeg må erkende, at jeg ikke har vejet hende siden dagen før udstillingen i Herning. Jeg ville faktisk have ønsket, at jeg havde målt og vejet hende, inden vi tog afsted til parringen. Men det ved jeg så til næste gang. Det er nu ret synligt at hun er blevet mere rund! Hendes jakker skal også spændes mere og mere ud for hver tur. Det morer mig og jeg fortæller hende det.
På trods af de nye rundere former hopper Nounu lige så meget som før. Op i sengen, ned af sofaen, oven på katten. Men det ser ikke let og elegant ud mere. Hun sætter sig også anderledes. Hendes bagben er skubbet frem og hun tvinder lidt i ryggen. Det ser ellers meget behageligt ud, men specielt ser det lidt dumt ud.

Billederne er taget igår. Den 22/1-12 hvor Nounu er ca. halv gået. Dag 34.

Nounus parring.

Hvor spændende er det ikke at vente på de første tegn på at ens hund er drægtig. Jeg er i hvert fald meget spændt. Jeg prøver at sammenligne al opførsel med en slags før/efter katagorisering. Men det er nu ikke det nemmeste i verden. For eksempel glemmer jeg, hvordan hun plejer at opføre sig i forskellige sammenhænge. Ville hun måske have gøet før eller senere af postbilen? Eller udviser hun i større eller mindre grad appetit ved måltiderne? Jeg kan ikke vurdere det.

Der er mange flere følelser involveret ved at få sin hund parret, end jeg ville have troet. Og det siger jeg, der flæber over selv dårlige B,C og D kærlighedsfilm. Men det føltes ikke ikke, som jeg havde troet. Siden det også var min "første gang" havde jeg gjort mig mange tanker og havde en klar forventning om hvordan det hele ville forløbe.
Nounu blev parret med Hørkærs Edison, en smuk, rød hanhund, 1. gang den 17. december og 2. gang den 19. december. Desværre var der ikke noget "kærlighed ved første blik" der.
Hurtigt, efter vi var ankommet til Familien Edison, der var måske tale om få minutter, blev Nounu og jeg inviteret ud i baggangen, hvor Edison ventede. Jeg kunne tydeligt mærke Nounu var utryg. Men hvor meget af det var at komme til et nyt sted, og hvor meget af det var, at der stod en hylende, hoppende hanhund på den anden side af børnegitteret?
Vi lod dem snuse til hinanden næse mod næse, men Nounu reagerede negativt og bed efter ham. Han var meget ivrig trods disse afslag, men Lisbeth, Edisons mor, ville ikke have at hun markerede sig over for ham. Så jeg måtte holde hendes hoved, mens Lisbeth sad sammen med Edison i den anden ende, så at sige.

Efter flere forsøg uden held var Edison til sidst udmattet, så vi måtte give ham en pause. Vi blev enige om at lade Lisbeths mand sidde ved Nounus hoved, sådan at Edison var mere MAND i selskab med mennesker, han kendte, mens Nounu ikke var helt så meget QVINDE uden mig. Og det virkede. Efter en halv time var jeg tilbage i baggangen for at holde hendes rumpe oppe.
2. gang var det samme billede. Dog var det Nounus bedste dag, så hun var bare helt klar med halen til siden, så han bare kunne gå til makronerne. Men igen forsøgte Edison sig flere gang uden held. Det endte faktisk med at jeg måtte køre hjem og lade Nounu blive tilbage. Men det gik og hun blev parret og kontrakten lavet.
Så nu venter jeg på, at hun udviser tegn på at være drægtig. Det hele er så spændende, men det er samtidig skrækkeligt at vente og ikke vide med sikkerhed. Jeg kan godt blive i tvivl om denne måde, at parre sin hund, er den eneste rigtige. Jeg troede, at når tæven er i løbetid, ville hun automatisk godkende hanhunden for at formere sig. Det siger dyreloven vel? Men hun var absolut ikke interesseret i Edison. Det gør mig også i tvivl om, det så er den rigtige hanhund for hende. Og om jeg gjorde det rigtige i det hele taget.