søndag den 31. januar 2010

International udstilling i Fredericia


Så gik turen til Fredericia. Jeg havde overtalt min far til at tage med, så bilen var pakket med campingstole, kaffe + småkager og alt muligt udstyr. Der var selvfølgelig canvasburet med tæppe og beauty-boksen fyldt med groomingudstyr. Det uundværlige er en ren svinehårsbørste, som modvirker statisk elektricitet, en medium stålkam til ørerne, bukser, fane, og den lange pels på brystet og under maven. Desuden havde jeg diverse sprays med glans og mod filtring.

Hun var lidt urolig på turen og kastede også op til sidst. Hun havde næsten ingen morgenmad fået, så det var heldigvis ikke så galt, men det var i fars fine bil. Vi fandt ringen og fik sat buret sammen og stillet stolene op. Så skulle vi bare vente på at skulle ind.
Det var en svensk dommer Cindy Petterson, som dømte denne ring. Det var lidt spændende for hvordan er hun så? Men hun var smilende og sød og det var ret tydeligt at hun elskede gravhunde. Hun var utrolig blid, når hun rørte og mærkede. Nounu var vild med hende. Hun rettede hele sin opmærksomhed mod hende, da stod klar i ringen. Det betød at dommeren lige måtte hen og tale og nusse med hende inden vi skulle gå. Jeg var sikker på den var hjemme.
Nounu gik fint. Rystede kun på hovedet 1 gang og fulgte ellers fint med. og ingen kværk, så det var en lettelse. Bordet gik også fint hun stod roligt og med al mulig værdighed, men stadig interesseret.
Men desværre blev det kun til en L. Hun mente at Nounu skød ryg, da hun gik. Det havde jeg ikke opdaget, og det er der ingen, der har set eller sagt noget om før. Det kan have noget at gøre med at hun er for tyk måske, men det sagde hun heldigvis intet om. Men nu bliver det en kamp med vægten. Nounu skal på kur. Ingen kattemad i smug og mindre rationer. Men det skal nu nok gå. jeg er ikke en, der giver godbidder hver gang jeg går i køkkenet. Og til træning bruger jeg 8% kyllingepølser. Så mon ikke det går. Men det tager flere måneder at få hende i ordentlig stand. Så ingen tilmelding til Stouby, men prøver Silkeborg til sommer. Så må vi se der.



Selvom det kun blev til L denne gang, så ved jeg hun er en smuk hund. Og hun er min.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar