lørdag den 16. januar 2010

Ringtræning

I torsdags startede ringtræning igen efter juleferien. Det var tiltrængt. Vi har slet ikke trænet siden den sidste gang, og det gik jo ikke super godt med at gå i Silkeborg. Så godt flankeret af kyllingepølser i små bidder tog vi til Støvring.

Der var startet nogle nye hunde, ligesom vi selv var helt nye i Oktober sidste år. Jeg kunne sagtens genkende deres udtryk. Man er ligesom afventende, man trækker sig lidt tilbage for at observere de andre. Der er helt tydeligt noget psykologisk i dette. For ikke at falde igennem, observerer man de andre omkring sig, deres interaktion med hinanden, hvem der danner grupper med hvem, og hvordan man forholder sig med sin hund i forhold til de andre. Selvom jeg ikke er helt ny mere, er jeg meget ny i hele dette ræs, så jeg suger indtrykkene til mig, for at lære så meget som muligt.

Der var i det hele taget mange hunde til træning i torsdag, så vi blev delt op i to grupper; de helt nye og små hunde, og så de store hunde for sig. Det er nok det værste ved at have en lille race, for de nye hunde skal jo vænnes til at få kigget og blive rørt ved, så det brugte træneren meget tid på. Men så fik vi da trænet vores tålmodighed ;) Vi gik ikke ret meget, men stod i lang tid af gangen, så det kostede mange godbidder.

Selvom vi har trænet med at stå henover ferien var det ikke det der gik særlig godt til træningen. Nounu var helt vild med en lille 10 ugers ruhåret gravhvalp, som var med for første gang. Hun dansede pirouetter for enden af linen når den var i nærheden.
Men det gik rigtigt god med at gå! Jeg havde afluret min guru Jytte på holdet, når hun gik med sin hund, også en hvalp på Nounus alder. Hun siger GO! i en høj tone når de går, så det ville jeg også prøve.
Lige pludselig begyndte Nounu at gå med hovedet højt hævet med ryggen i perfekt bæring og elastiske skridt! Det var så fedt! Hun gik en 30 cm foran mig, smuk som garvet udstillingsmynde. Det var fantastisk! Alt i mens jeg hvinede GO! og roste hende. Jeg håber virkelig, hun syntes det var lige så fedt som jeg gjorde! For så gør hun det måske igen. Så jeg bliver nødt til at træne hjemme om spisebordet også. Vi skal være rigtig gode, når vi kommer til Fredericia. Hendes opdrætter skal udstille Nounus bror Uno i samme klasse.

Men jeg tror hun er god. Hun er så kvik og lærer alting så hurtigt. Jeg er sikker på vi får SL dernede, men jeg tror ikke hun bliver bedste hvalp. Jeg håber det heller ikke. Ikke helt i hvert fald. Det er selvfølgelig en kæmpe cadeau, men sidst var det meget forvirrende og bøvlet. Der var intet kønt eller æstetisk over det. Så jeg vil hellere deltage lidt mere og blive mere øvet før jeg begiver mig i kast med BISserne.!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar