Forberedelser til Vadumskue

Vi er tilmeldt juniorklassen til skuet i Vadum den 12. juni, og da jeg ikke har kunnet ringtræne særligt meget indtil videre, er vi gået i skarp træning herhjemme på plænen. Og vi bliver bedre dag for dag. Men det er hårdt arbejde, og jeg tør ikke træne mere end et kvarter eller måske tyve minutter ad gangen, ellers er jeg bange for at det bliver for surt for Nounu. Men så træner jeg også næsten hver dag.

Indtil videre har jeg ikke kunnet lære Nounu at stå på kommando; hun står fint, men forbinder ikke posituren med kommandoen, og det har været ved at drive mig til VANVID. Vi har alligevel trænet et halvt år og så fatter hun det bare ikke. Men så forleden indså jeg, at det kunne have noget med betoningen at gøre. Før var kommandoen et enstavelsesord med hård betoning, nu er det et tostavelsesord med blød optoning. Det betyder at jeg hæver betoningen på sidste stavelse og gør i bund og grund kommandoen til en "god" kommando. Det hjælper jo ikke, at kommandoer, som skal få hende til at samarbejde, har en hård betoning, for så bliver det aldrig godt. Det er jo lidt som at straffe hende uden grund. Så nu er hun begyndt at forbinde den nye stå-kommando med posituren. Det er bare rigtigt godt!

Men det er stadig en kamp, at få hende til at gå ordentligt. Hendes trav skal styrkes, sådan at hun kan trave hurtigt uden at slå over i galop. Det gør hun tit. Så nu har jeg overført en kommando fra hesteverdenen, nemlig øgning, til Nounus træning. Hver gang hun traver øger jeg mit tempo, mens jeg laver klik-lyde med tungen, og slår hun over i galop, sætter jeg farten ned og stopper lyden, indtil hun slår over i trav igen, med ros. Desuden skyder hun ryggen i en bue, hvis hun traver for langsomt og det var det vi fik kritik for i Fredericia, så det skal bare trænes væk! Men jeg er spændt påm hvornår det går fremad på den front..

Men for at afslutte er der lige et lækkert forårsbillede fra vores gåtur forleden, hvor vi kom forbi Stubberup Mølle. Jeg fik lokket Nounu ned i vandet trods strømmen, og jeg havde nær aldrig fået hende med hjem igen!

Lige siden Fredericia-udstillngen har jeg vidst, at Nounu var stor for en dværggravhund. Jeg har været bekymret for, om hun holder målene, men nu er jeg næsten sikker. Det gør hun ikke. En dværggravhund måler mellem 30 og 35 i brystets omfang. Jeg målte hende i dag, da hun var på trimmebordet. 37 cm. Dog målt med et bøjeligt metalmålebånd, men det kan ikke måle helt forkert. Shit osse..

Målingsreglerne for gravhunde er tydelige nok. Hun skal måles som 15 mdr. gammel til en udstilling, inden bedømmelserne går i gang. Derefter sendes papirerne ind til DKK som så "omregistreres" til den nye størrelsesvariant. Men der står godt nok ikke noget om, at man absolut skal måles. Men hvis hun er for stor, så er hun også for stor efter racestandarden, og det tæller som en fejl.

Så hun kan ligeså godt blive målt om. Det er bare lidt surt. Men jeg ved heller ikke hvorfor, det betyder så meget for mig, at hun bare skal være en dværg. Det må jeg lige tænke over.

Desuden har jeg været ved at kigge på stationcar i dag. Så kan jeg have hundebure bag i, hvilket jo må betyde at jeg skal have flere! Men så må jeg hellere finde mig en dværg, der holder målene. Jeg vil enten have en gammel BMW eller Mercedes, de er flotte synes jeg. Men nu må vi se, hvad det bliver til! Jeg glæder mig i hvert fald til at blive færdig her til sommer. Så kan jeg begynde at lægge planer for fremtiden.

Det var synd!

Jeg havde dårlig samvittighed.. Egentlig startede det hele igår, da jeg kom hjem fra skole og fandt ud af, at Nounu havde været på spisebordet. Men ikke nok med det, hun havde også sat en biblioteksbog til livs! Jeg blev så ked af det, for jeg føler mig presset i skolen, hvor vi snart skal aflevere eksamensopgaver, og dette var ikke lige hvad jeg havde brug for at komme hjem til. Jeg nåede lige ind af døren og fik hilst et styks glad hundepige, men det glade hej gik over i et frustreret hulemandsbrøl, da jeg så bogen. Og det er ikke første gang.. Tidligere havde hun ædt forsiden af et Billed Bladet, der lå på spisebordet, men det var jo ikke så slemt. Men igår var det dråben. Jeg var træt, stresset og frustreret. Lige hvad der manglede. Desuden var der ild i fliskassen til stokerfyret og gederne skreg på aftensmad. Så da jeg endelig væltede ind på sofaen, var Nounu ikke den, jeg havde lyst til at putte med. Jeg kunne næsten ikke holde hende ud, også selvom hun egentlig ikke foretog sig noget specielt uartigt. Og hvor dum er jeg, at blive såret af en hund..
Så for at råde bod på igår skulle vi ned til søen i dag og bade. Og vi hyggede os, gjorde vi. Jeg kastede pinde ud i den mudrede sø, mens Nounu troligt hentede dem. Bagefter kastede vi bold på marken, mens gederne så forundret til. Men fyret skabte sig, så jeg måtte ned og kigge til det flere gange, og efter et stykke tid var Nounu væk, mens jeg passede fyret. Ikke noget bemærkelsesværdigt der. Men da hørte jeg et forskrækket HYL, og jeg kunne ikke lokalisere, hvor kom fra og løb ned mod indkørslen. Oppe fra gedehegnet kom Nounu i fuld spæn, med bagbenene strittende bagud, som hun nu gør. Hun havde fået stød. Et voldsomt et af slagsen, fordi pelsen stadig var våd! Stakkels Pølse. Så resten af eftermiddagen lå hun på trappen og følte sig straffet af en højere magt. Det kunne være jeg skulle prøve at sætte hegn om spisebordet..? Hmm..
Men det var synd for Rullepølsen!

Påskeferie

Så er det snårt påske og Nounu skal på ferie. Vi smutter nemlig til København et par dage til påskefrokost med Lars' familie. Nounu har været i bad og fået årets første loppekur, så hun skulle være klar. Hun skal bo hos min stedmor og min lillebror i Hobro, det glæder de sig til. Hun skal være der fra torsdag aften til lørdag engang. Jeg håber det kommer til at gå godt. Hun bliver i hvert fald motioneret meget mere end hun plejer, så mon ikke hun også vil nyde ferien. Så mange nye ting, der skal undersøges. Men hun har godt nok en mani med at gå til døren hele tiden, som om hun siger: "Nu skal vi hjem!" Men hun skal jo også lige falde til.
Selvom det bare er et par dage, synes jeg, der er mange ting, der skal huskes. Hendes hundekurv og tæppet (det grimme pink tæppe, som bare er hendes!), mad- og vandskål, sikkerhedsele og flexline, mad og tyggeben og hvad mangler jeg så? Legetøj.
Jeg skal nok glemme et eller andet. Det er nemlig noget jeg kan :-)
Jeg håber på at kunne uploade nogle gode billeder fra hendes ferie næste gang og en bemærkning om hvordan det gik.

Forår i luften

Flere lyse timer, spæde erantis i den triste, døde have. Der er forår i luften. Sneen er næsten smeltet væk, men jeg kunne nu bedre lide, da sneen lå ren og hvid på markerne. Nu er vi i stedet nået til det punkt, hvor jorden ikke kan absorbere mere vand. Mudder.. Mudder på støvler, bukser og hund. Bilerne laver dybe spor i gårdspladsen, og jorden bag udhusene er et ælte.
Nounu er flere timer om at tørre og er derfor forvist til baggangen for at minimere rengøringen. Det bryder hun sig bestemt ikke om. Hun sætter sig ved køkkendøren og piber og holder ikke op, før hun bliver lukket ind. Det kan være ret så enerverende. Hun får lidt knas i sin bold og sit tyggeben, men som regel tømmer hun bolden og ignorerer tyggebenet og begynder piberiet. Så jeg prøver bare at være konsekvent og lukker hende ind efter en time. Så mon ikke det virker på et tidspunkt..

Vi var til ringtræning igår. Ikke nogen ubetinget succes. Men vi hyggede os. Vi var ikke ret mange, kun 4 små hunde og 6 store. Så der var heldigvis ikke så meget ventetid. Men Nounu hoppede og dansede som en anden cirkushund. Faktisk var alle 4 små hunde totalt uopmærksomme Lille Carla, Bichon Havanais, og Nounu gjorde alt for at lege sammen, men det er altså strengt forbudt med udstillingsline i! PuHaaa. Og Skipper, Bichon Frisé, var helt vild efter Unique, dværgpuddelsen, som er tæt på at gå i løb. Så det blev ikke til meget træning.. Men der er forår i luften!