Nounus parring.

Hvor spændende er det ikke at vente på de første tegn på at ens hund er drægtig. Jeg er i hvert fald meget spændt. Jeg prøver at sammenligne al opførsel med en slags før/efter katagorisering. Men det er nu ikke det nemmeste i verden. For eksempel glemmer jeg, hvordan hun plejer at opføre sig i forskellige sammenhænge. Ville hun måske have gøet før eller senere af postbilen? Eller udviser hun i større eller mindre grad appetit ved måltiderne? Jeg kan ikke vurdere det.

Der er mange flere følelser involveret ved at få sin hund parret, end jeg ville have troet. Og det siger jeg, der flæber over selv dårlige B,C og D kærlighedsfilm. Men det føltes ikke ikke, som jeg havde troet. Siden det også var min "første gang" havde jeg gjort mig mange tanker og havde en klar forventning om hvordan det hele ville forløbe.
Nounu blev parret med Hørkærs Edison, en smuk, rød hanhund, 1. gang den 17. december og 2. gang den 19. december. Desværre var der ikke noget "kærlighed ved første blik" der.
Hurtigt, efter vi var ankommet til Familien Edison, der var måske tale om få minutter, blev Nounu og jeg inviteret ud i baggangen, hvor Edison ventede. Jeg kunne tydeligt mærke Nounu var utryg. Men hvor meget af det var at komme til et nyt sted, og hvor meget af det var, at der stod en hylende, hoppende hanhund på den anden side af børnegitteret?
Vi lod dem snuse til hinanden næse mod næse, men Nounu reagerede negativt og bed efter ham. Han var meget ivrig trods disse afslag, men Lisbeth, Edisons mor, ville ikke have at hun markerede sig over for ham. Så jeg måtte holde hendes hoved, mens Lisbeth sad sammen med Edison i den anden ende, så at sige.

Efter flere forsøg uden held var Edison til sidst udmattet, så vi måtte give ham en pause. Vi blev enige om at lade Lisbeths mand sidde ved Nounus hoved, sådan at Edison var mere MAND i selskab med mennesker, han kendte, mens Nounu ikke var helt så meget QVINDE uden mig. Og det virkede. Efter en halv time var jeg tilbage i baggangen for at holde hendes rumpe oppe.
2. gang var det samme billede. Dog var det Nounus bedste dag, så hun var bare helt klar med halen til siden, så han bare kunne gå til makronerne. Men igen forsøgte Edison sig flere gang uden held. Det endte faktisk med at jeg måtte køre hjem og lade Nounu blive tilbage. Men det gik og hun blev parret og kontrakten lavet.
Så nu venter jeg på, at hun udviser tegn på at være drægtig. Det hele er så spændende, men det er samtidig skrækkeligt at vente og ikke vide med sikkerhed. Jeg kan godt blive i tvivl om denne måde, at parre sin hund, er den eneste rigtige. Jeg troede, at når tæven er i løbetid, ville hun automatisk godkende hanhunden for at formere sig. Det siger dyreloven vel? Men hun var absolut ikke interesseret i Edison. Det gør mig også i tvivl om, det så er den rigtige hanhund for hende. Og om jeg gjorde det rigtige i det hele taget.

Et år er gået..

Kære læsere

Et år er gået. Et år med op og nedture. Det er også en af grundene til den lange pause. Men nu vender vi stærkt tilbage og jeg håber I vil læse med.
Siden sidste indlæg er vi flyttet til Støvring, hvor vi har købt et nedlagt landbrug, som trænger til en kærlig hånd. Det kræver blod, sved og tårer, men nu er vi i gang. Her er et lille billede af godset :)

Nounu trives på godset. Hun elsker at patruljere området og har sine små ruter, som skal snuses på hver eneste tur. Da vi bor lige oppe af en skov og ned til en bæk, oplever vi et rigt dyreliv omkring os. Nounu går ofte i deres spor, meget målrettet, men de forskellige dyr er for længst væk, når hun finder sporet.
I sommers bestilte jeg den obligatoriske rygfotografering og det var med stor uro, jeg ventede på at skulle aflevere Nounu på dyrehospitalet i Aalborg. Resultatet er alfa-omega for, om jeg kunne bruge hende til avl. Men alt gik godt og hun blev kategoriseret som K1, hvilket er andet bedste resultat. Derfor kunne jeg så med ro i sindet tilmelde mig udstillingen i Bjerringbro. Det ville være vores første udstilling, hvor Nounu er voksen. Dommeren var Lise-Lotte Schultz (DK)

Udstillingen foregik udendørs og vejrguderne var ikke med os. Det regnede og jeg havde ikke noget telt til os. Heldivis var der nogle, der forbarmede sig over os og tog os ind i deres. Jeg fik Nounu færdigmålt til 35 cm om brystet, hvilket betyder at hun vedbliver at være dværg. Da vi gik i ringen, skulle vi først på bordet, og det er Nounus specialitet. Hun stod fint og var meget opmærksom, men ikke så glad for at få vist tænder. Da vi skulle gå, kunne jeg godt mærke, at hun ikke brød sig om det. Jeg måtte trække hende lidt og hun sparkede ikke så godt ud med bagbenene. Men det endte alt sammen i vores første Excellent. Det var fantastisk!

For en måned siden gik turen så til Herning. Her skulle vi bare kigge på hanner og prøve at få Excellent igen. Men jeg havde mine bekymringer. Det var en tysk dommer, Waltraut Finnern, som skulle dømme. Måske er det ren fordom, men jeg tænkte, at hun dømmer hårdere en andre, så jeg var super spændt. Men jeg synes alt gik over forventning. Nounu stod rigtig godt på bordet og hendes bevægelser på gulvet var gode. Vores konkurrent, en finne, gik ikke nær så godt. Den have både halen løftet, uregelmæssigt trav og var legesyg hele vejen rundt. Men alligevel blev de 1. vinder. Så vi endte med Excellent, 2. vinder. Dommeren forklarede, at Nounu havde for meget sort dækhår. Det er jo en smagssag, for jeg synes jo, hun er flot, og desuden ligner hun sin far utrolig meget på farven, og han er en vinder. Men på den anden side, så hacde hun ikke noget bygnings- eller bevægelsesmæssigt at udsætte på hende. Så jeg er tilpas.

Med 2 Excellents i baggagen var det tid til at finde en passende han til en parring. Jeg hentede gode råd fra Else Sørensen, Kennel Hørkær, som ejer Nounus far, Lord Vincent, og hun foreslog en hanhund af egen avl, Hørkærs Edison. Jeg har træffet aftale om at bruge ham til vores første paring. Så det er jeg meget spændt på. Nounu gik i løb igår aftes, så nu tælles dagene. Vi skal afsted tre dage til Hadsten, hvor Edison bor, og vi skal afsted om 10-11 dage. Det bliver så spændende.
Til sidst et lille stemningsbillede fra den 5/12-11, da denne vinters første sne faldt.

Forberedelser til Vadumskue

Vi er tilmeldt juniorklassen til skuet i Vadum den 12. juni, og da jeg ikke har kunnet ringtræne særligt meget indtil videre, er vi gået i skarp træning herhjemme på plænen. Og vi bliver bedre dag for dag. Men det er hårdt arbejde, og jeg tør ikke træne mere end et kvarter eller måske tyve minutter ad gangen, ellers er jeg bange for at det bliver for surt for Nounu. Men så træner jeg også næsten hver dag.

Indtil videre har jeg ikke kunnet lære Nounu at stå på kommando; hun står fint, men forbinder ikke posituren med kommandoen, og det har været ved at drive mig til VANVID. Vi har alligevel trænet et halvt år og så fatter hun det bare ikke. Men så forleden indså jeg, at det kunne have noget med betoningen at gøre. Før var kommandoen et enstavelsesord med hård betoning, nu er det et tostavelsesord med blød optoning. Det betyder at jeg hæver betoningen på sidste stavelse og gør i bund og grund kommandoen til en "god" kommando. Det hjælper jo ikke, at kommandoer, som skal få hende til at samarbejde, har en hård betoning, for så bliver det aldrig godt. Det er jo lidt som at straffe hende uden grund. Så nu er hun begyndt at forbinde den nye stå-kommando med posituren. Det er bare rigtigt godt!

Men det er stadig en kamp, at få hende til at gå ordentligt. Hendes trav skal styrkes, sådan at hun kan trave hurtigt uden at slå over i galop. Det gør hun tit. Så nu har jeg overført en kommando fra hesteverdenen, nemlig øgning, til Nounus træning. Hver gang hun traver øger jeg mit tempo, mens jeg laver klik-lyde med tungen, og slår hun over i galop, sætter jeg farten ned og stopper lyden, indtil hun slår over i trav igen, med ros. Desuden skyder hun ryggen i en bue, hvis hun traver for langsomt og det var det vi fik kritik for i Fredericia, så det skal bare trænes væk! Men jeg er spændt påm hvornår det går fremad på den front..

Men for at afslutte er der lige et lækkert forårsbillede fra vores gåtur forleden, hvor vi kom forbi Stubberup Mølle. Jeg fik lokket Nounu ned i vandet trods strømmen, og jeg havde nær aldrig fået hende med hjem igen!

Lige siden Fredericia-udstillngen har jeg vidst, at Nounu var stor for en dværggravhund. Jeg har været bekymret for, om hun holder målene, men nu er jeg næsten sikker. Det gør hun ikke. En dværggravhund måler mellem 30 og 35 i brystets omfang. Jeg målte hende i dag, da hun var på trimmebordet. 37 cm. Dog målt med et bøjeligt metalmålebånd, men det kan ikke måle helt forkert. Shit osse..

Målingsreglerne for gravhunde er tydelige nok. Hun skal måles som 15 mdr. gammel til en udstilling, inden bedømmelserne går i gang. Derefter sendes papirerne ind til DKK som så "omregistreres" til den nye størrelsesvariant. Men der står godt nok ikke noget om, at man absolut skal måles. Men hvis hun er for stor, så er hun også for stor efter racestandarden, og det tæller som en fejl.

Så hun kan ligeså godt blive målt om. Det er bare lidt surt. Men jeg ved heller ikke hvorfor, det betyder så meget for mig, at hun bare skal være en dværg. Det må jeg lige tænke over.

Desuden har jeg været ved at kigge på stationcar i dag. Så kan jeg have hundebure bag i, hvilket jo må betyde at jeg skal have flere! Men så må jeg hellere finde mig en dværg, der holder målene. Jeg vil enten have en gammel BMW eller Mercedes, de er flotte synes jeg. Men nu må vi se, hvad det bliver til! Jeg glæder mig i hvert fald til at blive færdig her til sommer. Så kan jeg begynde at lægge planer for fremtiden.

Det var synd!

Jeg havde dårlig samvittighed.. Egentlig startede det hele igår, da jeg kom hjem fra skole og fandt ud af, at Nounu havde været på spisebordet. Men ikke nok med det, hun havde også sat en biblioteksbog til livs! Jeg blev så ked af det, for jeg føler mig presset i skolen, hvor vi snart skal aflevere eksamensopgaver, og dette var ikke lige hvad jeg havde brug for at komme hjem til. Jeg nåede lige ind af døren og fik hilst et styks glad hundepige, men det glade hej gik over i et frustreret hulemandsbrøl, da jeg så bogen. Og det er ikke første gang.. Tidligere havde hun ædt forsiden af et Billed Bladet, der lå på spisebordet, men det var jo ikke så slemt. Men igår var det dråben. Jeg var træt, stresset og frustreret. Lige hvad der manglede. Desuden var der ild i fliskassen til stokerfyret og gederne skreg på aftensmad. Så da jeg endelig væltede ind på sofaen, var Nounu ikke den, jeg havde lyst til at putte med. Jeg kunne næsten ikke holde hende ud, også selvom hun egentlig ikke foretog sig noget specielt uartigt. Og hvor dum er jeg, at blive såret af en hund..
Så for at råde bod på igår skulle vi ned til søen i dag og bade. Og vi hyggede os, gjorde vi. Jeg kastede pinde ud i den mudrede sø, mens Nounu troligt hentede dem. Bagefter kastede vi bold på marken, mens gederne så forundret til. Men fyret skabte sig, så jeg måtte ned og kigge til det flere gange, og efter et stykke tid var Nounu væk, mens jeg passede fyret. Ikke noget bemærkelsesværdigt der. Men da hørte jeg et forskrækket HYL, og jeg kunne ikke lokalisere, hvor kom fra og løb ned mod indkørslen. Oppe fra gedehegnet kom Nounu i fuld spæn, med bagbenene strittende bagud, som hun nu gør. Hun havde fået stød. Et voldsomt et af slagsen, fordi pelsen stadig var våd! Stakkels Pølse. Så resten af eftermiddagen lå hun på trappen og følte sig straffet af en højere magt. Det kunne være jeg skulle prøve at sætte hegn om spisebordet..? Hmm..
Men det var synd for Rullepølsen!